Eik Bøhling-Petersen

Eik Bøhling-Petersen – frivillig kartoffelskræller mm.

Eik nyder at hjælpe andre og giver rigtig gerne en hånd med, når der skal laves noget praktisk arbejde. Gigt i ryg og knæ sætter grænser for, hvor meget Eik kan lave, men en af hans faste opgaver er at skrælle syv kilo kartofler til Alpha/Beta møderne mandag aften. Mange gange står Eik alene med opgaven, men nogen gange får han hjælp fra Bjarne.

Eik er glad for fællesskabet i Alpha/Beta gruppen, hvor ca 30 deltagere mødes for at spise sammen og høre et foredrag eller noget undervisning, som giver anledning til nogle gode snakke hen over kaffen. Han synes foredragene er spændende og giver stof til eftertanke, når man er gået hjem.

Ud over kartoffelskrælning hjælper Eik også gerne med borddækning og opvask ved forskellige arrangementer. Eik har troet på Gud siden han var barn. Et ar på armen, minder Eik om en begivenhed, hvor han nær havde mistet armen, og lægen sagde, at han kunne takke Gud for, at han stadig har sin arm.

Eik har boet i Brøndby Strand i 43 år, og fik kontakt med kirken, da børnene selv valgte at blive døbt. Siden da er Eik selv kommet trofast til gudstjenester i kirken.

Vi kan bruge flere frivillige i kirkens forskellige aktiviteter, ligesom nye aktivitetsforslag også er velkommen. 

Eik Bøhling-Petersen