Spisestuens historie.
Spisestuen så dagens lys for 12 år siden. Kirke- og kulturmedarbejder Jette Hansen og daværende sognepræst Uffe Garde Nielsen synes det var ærgerligt, at kirken ikke havde nogen relation til vores allernærmeste naboer: Stenhuset.
Stenhuset er en skurvogn stillet til rådighed af Brøndby Kommune for at samle primært alkoholikere og stofmisbrugere. Tidligere sad de i stationscenteret ”dagen lang”, hvilket gjorde andre borgere utrygge, hvorfor kommunen tilbød dem et samlingssted udenfor centeret…nemlig i en skurvogn på plænen lige ved siden af kirken.
Spisestuens idé var fra første færd af tilbyde et solidt måltid gratis ”mormor-mad” hver anden tirsdag til samfundets udsatte, samt etablere en naborelation. Der bedes fx ikke bordbøn, men der er frit og hjerteligt samvær i ”øjenhøjde” med Stenhusets brugere. Frivillige dækker bord, laver mad og vasker op og får på den måde ejerskab, imens kirkens KK’er har det koordinerende ansvar. Menuen laves i samarbejde med de frivillige – efter ønske fra brugerne og indeholder alt fra flæskesteg til kåldolmer eller stegt lever. I nyere tid er der også kommet grønnere retter til.
Gennem årene er spisestuens brugere blevet mere mangfoldige – og antallet er vokset markant. Mennesker, der selv har køkken og komfur, samt økonomi til at lave mad, men som er ensomme og indtager de fleste måltider alene hele ugen, kommer nu også i Spisestuen. Det betyder at der med tiden er opstået et kendskab mellem Stenhusets brugere og menighedens ældre, og sidstnævnte giver jævnligt udtryk for, hvordan de nu hilser på hinanden i bybilledet, fordomme nedbrydes og utrygheden forsvinder.
Der er altid en præst tilstede ved måltiderne. Det afføder dels sjælesorgssamtaler imellem Spisestuearrangementerne, men skaber i det hele taget en forbindelse mellem den folkelige Spisestuen og den mere etablerede institution: Kirken.
Som årene går ser vi flere spisestuegæster til kirkens øvrige aktiviteter: Koncerter, Skærtorsdagsgudstjeneste og fællesspisning, Julestue, Danmark Spiser Sammen etc.
I begyndelsen vidste vi aldrig som der kom tre eller syv til Spisestuen, for der var tydeligvis en skepsis fra Stenhuset mod kirken – og det afspejlede sig i fremmødet. I dag har vi sat et loft på 80 spisende gæster, da det er hvad de frivillige magter. Spisestuen er et meget meningsfyldt initiativ, der både tilgodeser sognets svageste/mest udsatte, opbygger menighed på tværs af fragmenterede grupperinger og så er det evangelium prædiket i handling med hjerte.
Jette Hansen (Kirke- og Kulturmedarbejder) er den store ildsjæl bag dette projekt.