Præstetanker - September måned

Præstetanker - September måned

Præstetanker - September måned

# Nyheder

Præstetanker - September måned

”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,

som jeg nu min egen må kalde.

Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.

Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,

der taler til mig som til alle.

Her bygtes mit bo,

her nyder jeg ro

og kan dig med glæde påkalde.”                   (Salme 728 i Salmebogen – vers 1)

  

Vi vender endnu et blad i kalenderen, så der nu står september. Dermed går vi fra sommer til efterår. Solen har endnu en del af højsommerens styrke, så den stadig kan give os varme – når den viser sig. Men vi ved godt inderst inde, at nu går det mod længere og koldere nætter – langsomt men sikkert.

Det er her – ved overgangen fra sommer til efterår – at langt de fleste kirker lægger deres høstgudstjenester og høstfejringer. Kirkerne holder fast i markeringen til trods for, at stadigt færre af os har en egentlig tilknytning til landbruget. Vi holder fast i høstfejringen for at minde hinanden om, at vi (fortsat) er afhængige af naturen og af jordens afgrøder – alle teknologiske fremskridt til trods. Vi holder fast i høstfejringen for at minde os selv og hinanden om at sige tak til Gud – tak for livet – tak for maden – tak for alle gode relationer i mit liv – tak for et sted at bo.

 

Mens vi i kalenderåret har skiftet ikke bare måned, men også årstid, så ruller kirkeåret forsat videre gennem trinitatis-tiden. Den liturgiske farve er stadig grøn – grøn for vækst i såvel natur, som i sind og ånd. Grøn for at minde os om, at vi mennesker skal vokse i tro og tillid til Gud og bære Åndens frugter.

Evangelieteksterne vi mødes af på de 4 søndage i september har på forskellig vis fokus på Guds velgerninger mod os: Den 12. og 14. søndag efter trinitatis (d. 7 og d. 21 september) hører vi beretninger om Jesus, der helbreder syge. 15. søndag får vi direkte at vide, at vi ikke skal bekymre os – for Gud vil sørge for os, som han sørger for himlens fugle og markens blomster. Søndag d. 14. september (13. søndag efter trin) skiller sig umiddelbart lidt ud. Her skal vi høre den kendte og elskede lignelse om Den barmhjertige samaritaner. En lignelse Jesus fortæller som svar på spørgsmålet: Hvem er min næste?

Samlet minder teksterne vi skal høre i september os om, at alt vi har – og alt vi er – skyldes Guds nåde. Det kalder på taknemlighed og ydmyghed hos os. Samtidig kalder teksterne os også til handling – handling til glæde og gavn for vores næste. Vi kaldes til at vokse i taknemlighed og barmhjertighed.  

 

Så lær mig da, Herre, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet,

at fylde med hæderligt virke min dag,

at hjælpe og værne om den, som er svag,

at elske thi deri er livet.

Og giv mig til sidst

et navn, Herre Krist,

som er i din livsbog indskrevet!

   (Salme 728 i Salmebogen – vers 1)

 

         Med ønske om Guds fred – Michael Hald Jacobsen. 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed