
11/08/2025 0 Kommentarer
Præstetanker - august måned
Præstetanker - august måned
# Nyheder

Præstetanker - august måned
”Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde” (Salme 752 i Salmebogen – vers 4)
Sommeren er stadig over os, men endnu en måned er gået. Kalenderen peger på august. For mange i samfundet er august lig med begyndelsen på et nyt år – og dermed mulighed for en ny begyndelse. Nyt skoleår, måske ny skole eller ny ungdomsuddannelse. Muligheden for at begynde på en frisk på arbejdspladsen, i fodboldklubben, på gymnastikholdet – i vennegruppen. Med august banker hverdagen så småt på døren igen. Samtidig er det stadig sommer. Solen står stadig tidligt op – måske med guld i mund. Aftnerne er stadigt lange og lyse. Kirken står her stadig – tilsyneladende uberørt af tidens gang. Klokkerne ringer fortsat – både på hverdagene og til gudstjenesten om søndagen. Klokker og kirke minder os om, at Gud fortsat har noget at sige til os – og har det til alle tider.
Ligesom kalenderåret ruller kirkeåret stiller og roligt fremad – søndag efter søndag. Vi er fortsat i trinitatis-tiden. Tiden hvor vi på forskellig vis kaldes til – til tider formanes til – at lade troen på Gud blive udtrykt i vores måde at leve på. Teksterne vi mødes af på de 5 søndage i august har netop dette sigte: At vi er frie til et nyt liv (som Zakæus blev det, Zakæus vi skal høre om 7. søndag efter trinitatis). At vi skal leve som Guds børn (8. søndag efter trinitatis). At vi skal vandre i lyset (9. søndag). At vi skal lade os lede af Ånden (10. søndag). At vi af Guds nåde er, hvad vi er (11. søndag).
Så lad os da frit og frejdigt gå denne august-måned i møde
og stole på Guds nåde –
stole på, at vi også denne måned får lyst og lykke til at gøre gavn som Gud det vil – på allerbedste måde.
Lad os leve også denne måned i lyset af Guds nåde.
Med ønske om Guds fred – Michael Hald Jacobsen
Kommentarer