”Skyerne gråner, og løvet falder,

fuglene synger ej mer,

Vinteren truer, og natten kalder,

Blomsterne sukker: det sner!

Og dog bære blus vi med glæde!”

(Salme 733 i Salmebogen – vers 1)

Endnu et månedsblad er vendt i årets kalender. Det er blevet november. Mørket og kulden tager til… De sidste falder af træerne… Vinteren truer i horisonten… Med kulde og mørke… Og dog bære blus vi med glæde!

For efterhånden en del år siden skrev digteren Henrik Norbrandt et digt med titlen: ”Året har 16 måneder” – et digt der på sin egen særegne måde opsummerer, hvordan en del af os, nok kan have det i november måned. Denne ofte kolde, mørke og stormfulde måned

                  ”Året har 16 måneder: November

                  december, januar, februar, marts, april

                  maj, juni, juli, august, september,

                  oktober, november, november, november, november.”

Det kan virke uoverskueligt at stå midt i novembers kulde og mørke. Det kan være uoverskueligt at tænke på, at der er mere end en måned til, at det vender. Mere end en måned til, at dagene igen bliver længere – og vi går mod lysere tider… Endnu går vi kun mod mørkere og kolde tider…

I kirken indledes november endda med Allehelgen, hvor vi har tradition for at mindes vore døde – og sige Gud tak for dem. Det sidste er væsentligt at huske på. At vi siger Gud tak – for glæderne der var i vore kæres liv. Tak for glæderne de var årsag til.

Kirken er til for, at mindes os om, at der er noget at takke for – og én at sige tak til.

Kirken er til for at minde os om, at der altid er et lys, der skinner i mørket – nemlig Jesus, verdens lys.

Kirken er til for at minde os om, at vi er sat til at være lys for hinanden. At vi er sat til at bære blus.

Nok er det sandt, at november kan virke uoverkommeligt mørk og lang og kold. Nok kan vi have det som Norbrandt beskriver det i sit digt ”Året har 16 måneder”. Men digtet er ikke alt, der er at sige. Kirken kommer til os med et andet ord – evangeliets ord. I dette skriv repræsenteret ved Grundtvigs smukke salme: ”Skyerne gråner og løvet falder”

For nok er det koldt – og nok går vi mod koldere tider… Men alligevel skal vi gå ud og bære blus – med glæde. Lyse op for hinanden. Glæde hinanden. Bringe varme og mening og trøst til hinanden. Vi skal bære blus for hinanden fordi vi ved at der er et lys, der skinner i mørket – evangeliets lys.

Vi skal bære blus, fordi vi ved at solhvervet kommer, og bladet vendes – dagene længes på ny…

Vi skal bære blus, fordi vi ved, at evangeliet også kan nå os på en kold novemberdag. Det være sig i kirken – gennem en af de mange gudstjenester eller aktiviteter, der er i kirken i løbet af november --- eller måske derhjemme i en stille andagtsstund --- eller gennem et møde, en samtale et besøg hos en kær --- eller måske ved en gåtur ved søerne… Guds lys kan nå os – og oplyse os derfor bære blus vi med glæde!

Med ønske om Guds fred

Sognepræst Michael Hald Jacobsen