”Gør døren høj, gør porten vid!

Den ærens konge kommer hid;

han hersker over alle land

og er al verdens frelsermand.”

(Salme 84 i Salmebogen – vers 1)

Julemåneden er over os. I mange hjem er kravlenisserne kravlet ud af kasserne og op på reoler, billedrammer og vindueskarme. Julestjerner og julekugler hænger i vinduerne. Der bages pebernødder og julekager, der drikkes gløgg og spises æbleskiver og der tændes stearinlys og kalenderlys og følges med i diverse julekalendre. I radioen og på telefoner høres der julesange i stride strømme. Nogle sætter lyskæder op udenfor hjemmet – måske for at bryde det mørke, der kan synes så knugende i vintertiden. Alle steder fra mindes vi om, at julen er hjerternes fest – og noget med næstekærlighed – og noget med omsorg. Og det er alt sammen godt og fint og rigtigt.

Men virkeligheden er også, at det ikke er lige let for alle at træde ind i juleglæden – eller julefreden. For mange er december måned en lang og vanskelig måned. En måned der snarere er præget af julesorg – end julefred. Det kan der være mange grunde til. Nogle skal holde jul for første gang uden en elsket og savnet afdød. Andre skal holde jul uden deres børn. Nogle har ikke råd til at holde den jul, som de gerne vil. Andre har ikke kræfter til det. Andre igen har måske slet ikke nogen at fejre jul med. De fleste af os står vel nok med et ben i begge lejre. Vi efterstræber julehyggen og julefreden – mens vi savner dem vi mangler. Og knuges i større eller mindre grad af livets storme.

Det er ind i denne virkelighed – vores virkelighed – at evangeliet forkyndes. Gennem kirkeårets fire første søndage – adventstiden – kaldes vi til håb. Vi kaldes til forventning. Håb og forventning om, at Gud vil gribe ind i verden – vil fortrænge mørket og lade sit lys oplyse vores verden og vore sind.

Det er et håb, der peger frem mod lysets komme til verden – barnet i krybben.

Det er også et håb og en forventning, der kalder os til handling. Til kamp mod det mørke vi møder – der hvor vi nu virker. Til kamp mod mørket der findes i os selv.

I kirken synger vi adventssalmer gennem det meste af december. Salmer der på forskellig vis sætter ord og melodi på håbet.

Gør døren høj, gør porten vid – den ærens konge kommer hid… Synger vi. Gør jer klar – Jesus kommer. Gud kommer til jorden – træder ind i vores verden og vores virkelighed. Det er adventstiden budskab til os.

Det er kilden til vort håb – og forventning.

Han os bebuder glædens år

vor nød ved ham en ende får;

derfor af stemmer uden tal

en frydesang ham møde skal.

Han [Jesus] er den rette glædessol,

som lyser fra Guds nådestol;

ved, Guds Søn, det lysne må

udi vort hjertes mørke vrå. (Vrå = beskeden/fattig bolig)

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se!

I kirken peges der – også i december – mod Jesus. Der peges hen mod ham, der bebuder glædens år (1. søndag i advent). Isajs rodskud, der skal stå som et banner for folkene (2. søndag i advent). Frelsens horn (3. søndag i advent). Brudgommen (2. og 4. søndag i advent). Der peges hen mod Jesus som ham i hvem Guds løfter i Det Gamle Testamente opfyldes. Den rette glædessol, som lyser fra Guds nådestol. Der peges mod Jesus Kristus – barnet der blev født i krybben – for at åbenbare Guds kærlighed for os.

Må december 2025 blive en måned fyldt af håb og forventning. Og må julen 2025 blive en jul, hvor Jesus drager ind i vore hjerter og oplyser dem, så vi kan se og mærke den tre-enige Guds kærlighed og lade os bevæge af denne kærlighed. Til glæde for os selv og vores næste – og til ære for Gud.

Med ønske om en glædelig adventstid og juletid.

Sognepræst Michael Hald Jacobsen